PSYKOPAT WHY? – At jeg med så  stor sikkerhed kan bruge ordret “psykopat” skyldes, at jeg i min kamp for at komme tilbage i egen krop og få selvbestemmelse da var jeg nødsaget til at opsøge et krisecenter, da det at komme væk fra “Mister X” virkede som en helt og aldeles umulig opgave! Hos krisecenteret var de ikke i tvivl om hans karakter, faktisk kategoriserede de ham ret højt oppe og brugte tid på at forklare mig, hvad det var jeg havde været udsat for. De kunne med ret nøjagtighed og genkendelighed forklare mig, hvad det var som skete i mit hoved og med mit selv når jeg forsøgte at vige uden om det jeg vidste at “Mister X” ville tillade – Det gik nemlig galt hver gang jeg forsøgte at lytte til mig selv… jeg endte altid med at træffe de valg, som jeg vidste at “Mister X” vil have, i stedet for at lytte til jeg’et, mit jeg , der efterhånden kun var en lille flig af tilbage i forhold til det jeg, som jeg burde være! Det var som om at hver gang der skulle træffes beslutninger, så kunne jeg høre en vag stemme af mit jeg råbe og skrige sit svar, mens jeg af “snore” blev dirigeret mig i anden retning af “Mister X”… Mit Monster. Man kan ret præcist beskrives Mit Monster som min Dukkefører… uanset hvad jeg gjorde, så var jeg forbundet med snore i arme og ben og gjorde og handlede som “Mister X” ville have det – Også selv om at han ikke var tilstede… Han var med andre ord den Perfekte “Dukkefører”…

LAD OS BARE KALDE HAM
“DUKKEFØREN”

ET LIV SOM PINOCCHIO … Ja når først man opdager “snorerne” der styre én, så er det virkelig meget svært at glemme dem igen! Det var som om, at da jeg først opdagede hvor meget jeg var styret, at så kunne jeg slet ikke finde tilbage og være taknemmelig for noget som helst. Om så jeg blev forkælet, fik gaver, ros (når den kom) eller blev inviteret en tur ud og spise – Så i stedet for at tage imod så sad jeg og brugte mit hoved på, hvad bagtanken var med “hans nu så pludselige venlighed og ja opmærksomhed”.

At jeg blev opmærksom det gav mig i virkeligheden en masse udfordringer, i forhold til det billede jeg ellers gav familie og venner, som jeg havde betroet min elendighed til. For hvordan skulle den ellers så stille, rolige og ganske nydelig mand overhovedet kunne finde på, at krølle et hår på mig og ud fra min beskrivelse som jeg kom med, sat op mod den overdrevene forkælelse jeg jo også fik. Hvordan skulle det overhovedet kunne passe, at den mand kunne være krænkende og på nogen måde overhovedet eller kunne foragte mig??… det hang jo slet ikke sammen med de smukke gaver han gav mig… og når vi var sammen med familie og venner, så stod han jo der og holdte pænt om mig og viste omsorg – Det gav jo bestemt ikke mening!  Så ofte kæmpede jeg med mine forklaringer og den virkelighed, som venner og familie så – Han gav jo veninderne fuld opmærksomhed, når jeg havde besøg… Det de ikke så, var at så snart at det var taget hjem, så gad han mig ikke længere. Og hvor fedt er det, at have en fed, stor diamant ring, hvis ens kærlighedsliv er lige så kold som stenen (diamanten)?. Men sådan var det og jeg blev mere og mere tvivlende på mig selv og min selvopfattelse… jeg begyndte at stille spørgsmål til mig selv om ikke jeg var lige lovlig utaknemmelig – her kom han med en gave og så var jeg mistænksom med det samme… Jeg kom faktisk så langt ud, at jeg begyndte at tro, at det var mig den var galt med, at jeg så monstre alle steder … og tænkte faktisk også, at jeg måtte være blevet komplet åndssvag, nærmest sindssyg… For jeg kunne åbenbart ikke længere tyde min mand og misforstod alt ved ham… Det var indtil, at jeg bemærkede, at jeg kun havde det problem med ham, “Dukkeføren” – Alle andre kunne jeg udmærkede godt tyde.

Til tider så jeg mig selv værende i den samme situation, som en “ofrings kvinde”, du ved hende man stor forkælede lige inden at hun dernæst blev ofret til vulkanen… det var jo lidt af samme motiv – først en masse omsorg og forkælelse og dernæst motivet “ofringen”. Der var altid et motiv bag “Dukkeførens”. handlinger.

“Dukkeføren” fik, understreget, netop som at jeg var flyttet ind hos ham, at jeg ikke kunne lave rigtig mad, at jeg kun kunne lave “jydemad”. Første gang han slyngede den sætning ud, blev jeg ikke kun ekstremt ked af det, men det stod virkelig også meget fremmet for mig, at få den kritik slynget i hovedet! Inden at jeg flyttede sammen med “Dukkeføren“, da elskede jeg at invitere venner hjem til en lækker middag og mine gæster har altid rost mig for mine mad kunstskaber så at pludselig stå tilbage med denne fornærmende etikette, lige som vi var flyttet sammen … gjorde mig ked af det! Jeg syntes nemlig både, at jeg formåede at lave sundt mad hvor grøntsagerne kunne holde smagen og friskheden i sig… Da jeg spurgte om hvad jeg skulle gøre anderledes hed det, at det skulle jeg ikke tænke på, at han nok skulle stå for maden og at det nok var nemmest. Nogle kvinder vil i denne situation tænke “fedt”, han vil lave maden, så slipper jeg da for det. Men fordi jeg i den grad elsker at stå i et køkken, var det hårdt på denne måde at blive skubbet væk…

For at jeg ikke kom til, at købe noget“Dukkeføren” ikke vil have i det der burde være vores, men i realiteten bare var hans køkken, handlede han altid ind uden mig. Da han hver gang, at jeg meldte mig på banen om, at gerne vil lave mad eller tage indkøbene, hed det hver evig eneste gang, at det skulle jeg ikke tænke på, at han syntes at jeg i stedet skulle bruge tiden med mine piger, end at tænke på indkøb og madlavning… Det er jo en meget fin gestus, sådan at have en mand, der gerne vil stå for det hele – men for mig der havde været så ekstremt selvstændig i så mange år, inden ham, og i den grad gerne stadigvæk gerne vil være med og have indflydelse, da var følelsen af den fine “gestus” lidt som at føle sig amputeret…